Her er 2020's mest solgte bil
Året nærmer sig sin afslutning og igen har vi nærstuderet slutsedlerne for at finde de 10 biler vi har solgt flest af i 2020. I år kaster vi også et blik på de populæreste elbiler og plug-in hybrider.
Vores mest solgte bilmodel sidste år (2019) blev Mercedes C-klassen. Spørgsmålet er om en Corona-krise og langstrakte politiske forhandlinger om bilafgifterne, herunder ikke mindst de fremtidige afgifter på el- og hybridbilmarkedet, har påvirket efterspørgslen og skubbet salget i en ny retning.
Svaret findes nedenfor, men vi kan allerede nu løfte sløret for, at listen både bærer på gengangere, men også et gennembrud for elbilerne. Derfor bringer vi i år også selvstændige top-5 lister over de populæreste el- og plug-in hybrider.
Og med den indledning (trommehvirvel) løfter vi hermed sløret for årets mest solgte bil 2020.
Og vinderen er: Mercedes C-klassen.
Intet har ændret sig i top-3 over de mest solgte bilmodeller siden sidste år. Igen i år løber Mercedes C-klassen med titlen efterfulgt af BMW 5-serien og dernæst Mercedes E-klassen. Salget af Mercedes C-klassen blev i år ikke mindst hjulpet på vej af den populære plug-in hybrid C350e.
På de efterfølgende placeringer sætter SUV-modellerne sig tungt på listen med modellerne Mercedes GLC, Mercedes GLE, BMW X5, Porsche Macan, samt de eldrevne modeller Jaguar I-Pace og Audi e-tron, som er nye på top-10 listen i forhold til sidste år. I det hele taget bærer salget meget høj præg af SUV'ernes store popularitet.
På en placering som nummer 6 er det værd at bemærke BMW 2-serien, som i Active Tourer og plug-in hybrid versionen, har været en meget populær bil blandt kunderne i 2020.
Den samlede top-10 liste over salget tager sig ud som følger:
- Mercedes C-klassen
- BMW 5-serie
- Mercedes E-klassen
- Mercedes GLC-klassen
- Mercedes GLE-klassen
- BMW 2-serie (Active Tourer)
- BMW X5-serie
- Porsche Macan
- Jaguar I-Pace
- Audi e-tron
2020 blev året hvor elbilerne for alvor fik sit gennembrud i Danmark. Hjulpet på vej af politikernes forhandlinger af bilafgifterne, og heraf mulige prisstigninger for el- og hybridbilerne i det dyreste segment, tog rekord mange danskere springet og skiftede til en elbil eller plug-in hybrid.
Det afspejlede sig naturligvis også i vores salgstal. Særligt i 4. kvartal af 2020, hvor cirka hver tredje solgte bil enten var en elbil eller plug-in hybrid. Top-5 listen over de mest solgte elbiler tog sig i 2020 således ud:
- Jaguar I-Pace
- Audi e-tron
- Mercedes EQC400
- BMW i3
- Porsche Taycan
Årets mest solgte plug-in hybrid blev BMW 225xe 1,5 Active Tourer.
Top-5 listen over de populæreste og mest solgte plug-in hybridbiler i 2020 tager sig således ud.
- BMW 225xe
- Mercedes C350e
- Mercedes GLC350e
- BMW 530e
- BMW i3 Rex