Elbilguiden

Alt om elbiler

Skal din næste bil være en elbil? Så har du formentlig en lang række spørgsmål om alt fra opladning af bilen til rækkevidde og forklaringer på et væld af forkortelser som fx. OBC, type 2-stik og meget andet "latin". Derfor har vi udarbejdet denne side - Elbilguiden - som vi løbende opdatere med den seneste udvikling i relation til elbiler.

Sidder du med et spørgsmål som ikke bliver besvaret eller behandlet nedenfor, så tøv ikke med at bruge vores chatfunktion - så hjælper vi dig med det samme. 

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Før du køber en elbil

Hvad er en elbil?

En elbil er alene drevet af strøm - i modsætning til hybrid- og plug-in hybrider, som kører på både strøm og brændstof - og udleder ved kørsel ingen CO2.

Da elbilen alene drives af strøm er den meget støjsvag.

Elbilen oplades enten via en privat ladeboks i hjemmet eller på en af de mange ladestationer rundt omkring i landet. Størrelsen af batteriet afgøre hvor lang rækkevidde bilen kan tilbagelægge på en fuld opladning - typisk 180-600 km.  

Hvad er fordelene ved en elbil?
  • Ingen CO2 udledning - miljøvenlig
  • Lavere omkostninger til service og vedligeholdelse (færre sliddele)
  • Lavere grøn ejerafgift
  • Gratis parkering i nogen danske byer
  • Meget lav kabinestøj (ingen motorstøj)
  • Letkørt og hurtig acceleration
  • Begunstiget af lavere afgifter 
  • Forvarmet kabine om vinteren og nedkølet om sommeren
Hvad er ulemperne ved en elbil?
  • Opladning er mere tidskrævende end traditionel tankning
  • Reduceret rækkevidde om vinteren 
  • Begrænset mulighed for anhængertræk 
  • Endnu begrænset antal ladestationer i visse dele af landet
Stort kørselsbehov - hvilken elbil skal jeg vælge?

Udvalget af elbiler stiger eksplosivt og ifølge Danmarks Statistik kan en elbil i 9 ud af 10 danskeres tilfælde løse den daglige køretur til og fra arbejdspladsen uden det er nødvendigt at oplade sin elbil.

Har man imidlertid behov for at køre længere stræk - fx. familiebesøg mellem Jylland og Sjælland - vil vi anbefale, at vælge en elbil, der kan lynlade, så man hurtigt er videre i det tilfælde, at en opladning undervejs blive nødvendig. Elbilforeningen FDEL - Forenede Danske Elbilister - giver et fingerpeg i forholdet mellem km. og ladetid ved lynladning på en række forskellige elbiler. Fx. 

Audi e-tron lader 152 km. på 15 min. og 285 km. på 30 min.
Mercedes EQC lader 125 km. på 15. min. og 241 km. på 30 min.
Jaguar i-Pace lader 108 km. på 15 min. og 213 km. på 30 min.
Porsche Taycan lader 239 km. på 15 min. og 342 km. på 30 min. 
Tesla Model 3 lader 319 km. på 15 min. og 437 km. på 30 min. 

Kan man oplade sin elbil ved en almindelig stikkontakt?

Ja, det kan man med en nødlader - også kaldet mormor lader. Den bør dog kun tages i brug i nødstilfælde da der er eksempler på, at huses el-installation ikke kan klare belastningen. Sikkerhedsstyrelsen anbefaler derfor, at man maksimalt benytter en nødlader i to timer, hvis man lader med en strømstyrke på 6 ampere svarende til 1,4 kW.

Er du i tvivl om din egen stikkontakt kan klare belastningen fra en nødlader, kan du få en autoriseret elinstallatør til at godkende den.

Er det nødvendigt med en ladeboks hjemme?

Ja. Det er vores anbefaling, at man opstiller en ladestander på sin bopæl (carport eller garage).

En elbil har et stort batteri, hvilket tager mange timer at oplade og kræver et kabel der kan trække en tilstrækkelig stor mængde strøm. Ideelt set, og som en fremtidssikret løsning, bør man derfor vælge et kabel, med forbindelse til et seperat system på husets eltavle, der kan levere opladning med 11 kW (3-faset med 16 ampere). Alternativt er en løsning med eksempelvis 3,7 kW (1-faset med 16 ampere), som udgangspunkt nok til at kunne oplade sin elbil i hjemmet.

Har man firmabil er det et krav, at få sat en decideret ladeboks op såfremt man ønsker at få godtgjort sine udgifter til opladning. En ladeboks byder endvidere også på hurtigere opladning. 

En ladestander opsættes i øvrigt altid af en autoriseret el-installatør.

Kilde: Bolius.dk

Hvad koster en ladeboks til hjemmet?

En ladeboks koster i størrelsesordenen kr. 4.000-10.000 ved køb (engangsudgift). Man kan også vælge at leje og dermed betale et månedligt beløb for laderen. Gør man det tilbyder udbyderen som regel, at lave installationen for et engangsbeløb.

Køber man sin egen ladeboks skal man forvente en udgift til installation udført af en elinstallatør på omkring kr. 5.000. (Kilde: Bolius 2020). 

Hvad koster det at installere en ladeboks i hjemmet?

Dine almindelige stikkontakter i hjemmet er beregnet til husholdningsapparater og tåler som udgangspunkt ikke den belastning som opladningen af en elbil påfører. Derfor er det nødvendigt med en ladeboks og installationen af denne skal udføres af en elinstallatør. Afhængig af opgavens omfang skal man forvente en udgift til installationen på omkring kr. 5.000 (Kilde: Bolius 2020). 

En ladeboks koster i størrelsesordenen kr. 4.000-10.000 (engangsudgift). Man kan også vælge at leje og dermed betale et månedligt beløb for laderen. Gør man det tilbyder udbyderen som regel, at lave installationen for et engangsbeløb.   

Er en elbil dyrere end en bil med forbrændingsmotor?

Ser man på det samlede regnskab kan man ikke sige, at en elbil er dyrere end en konventionel bil med forbrændingsmotor (benzin/diesel). Det skyldes at vedligeholdelses- og driftsomkostningerne til en elbil er lave.

Kigger man isoleret på købsprisen af en elbil, kontra fx. en dieselbil, vil man imidlertid godt kunne argumenter for at en elbil er dyrere. Elbiler bliver dog godt hjulpet på vej af begunstigede regler for beregning af registreringsafgift.

I et regneeksempel foretaget af FDM i august 2018 var resultatet, at el- og plugin hybridbiler er marginalt billigere end biler med forbrændingsmotorer set over et samlet ejerskab.    

Kan en elbil fås med anhængertræk?

Der findes enkelte elbiler, som har monteret anhængertræk. Det er dog begrænset hvor meget vægt de må trække og det er vigtigt at anhængertrækket er fabriksgodkendt og ikke eftermonteret.

Ifølge FDM må en Jaguar I-Pace trække 750 kg. mens en Audi e-tron og Mercedes EQC må trække helt op til 1.800 kg.

Ønsker man at køre grønt og har behov for et træk på bilen kan man alternativt kigge i retning af en plug-in hybrid, hvor anhængertrækket er mere udbredt. Se vores aktuelle udvalg af plug-in hybrider her.  

Hvor stor effekt har vinterkørsel på et batteri?

Det er ingen hemmelighed, at batteriet i en elbil ikke kan lide kulde. Men hvor stor en negativ effekt har det? Eller spurgt på en anden måde: Hvor mange km. skal man forvente det koster på elbilens normale rækkevidde?

En ting er temperaturen. Desto koldere temperatur desto større indvirkning har det på batteriets ydeevne, men også andre parametre som ruten (bakker, motorvej etc.), antallet af passagerer, kørestil og vindforhold spiller ind. 

Flere har sat sig for at undersøge det i praksis og blandt andet FDM har testet sig frem til en reduceret rækkevidde i størrelsesordenen 20-30 procent ved vinterkørsel omkring frysepunktet.  

Efter du har købt en elbil

Skal man altid lade batteriet helt op?

Nej. Er man på farten giver det god mening, at oplade batteriet efter behov eller når muligheden byder sig og batteriet tager ikke skade af mindre doser henover dagen.

Hvad gør man hvis man kører tør for strøm?

Ligesom i en bil med forbrændingsmotor er man i en elbil aldrig i tvivl om hvor meget strøm der er tilbage på batteriet og hvor mange kilometers rækkevidde det svarer til. Løber man alligevel tør for strøm er der ikke andet for end at kontakte noget vejhjælp.

Er uheldet ude og bilen ikke vil køre længere er der dog altid reservestrøm nok tilbage på batteriet til at havariblinket kan tændes og ruder fx. kan køres ned.  

Hvor længe skal en elbil oplade?

Det er meget individuelt hvor lang tid det tager at oplade en elbil. Først og fremmest afhænger det af ladestanderen - hvor mange kilowatt kan den lade med? Dernæst antal faser - en eller tre? Og endelig naturligvis størrelsen på batteriet. 

En typisk ladestander man har installeret hjemme på privatadressen lader med mellem 3,7 og 11 kWh. Er batteriet helt fladt vil man typisk kunne lade det op henover natten (6-10 timer). Oftest er batteriet i imidlertid langt fra fladt og derfor vil 2-3 timers opladning være nok til et fuldt batteri. Der sker selvfølgelig ikke noget ved at lade et fuldt opladt batteri forblive tilsluttet til ladestanderen. 

Benytter man i stedet en hurtig-lader på en station et sted i landet forøges effekt til hele 50 kWh. Det betyder at et batteri på fx. 30-40 kWh. kan lades op til en effekt på 80% i løbet af 30 minutter.

Endelig er der ladestationer med lynladere. En lynlader henvender sig ikke til alle elbiler og kræver at elbilen er forberedt til at kunne lade med en effekt på hele 100-350 kwH. Det betyder at en model som fx. Porsche Taycan kan lade fra 5-80% på godt og vel 20 minutter.

Som nødløsning kan elbilen sættes til stikkontakten med nødkablet, men det må aldrig blive i andre situationer end netop nød. Sikkerhedsstyrelsen anbefaler man aldrig oplader fra en almindelig husholdnings stikkontakt i mere end et par timer og maksimalt med 6 ampere.

Hvad koster det at oplade en elbil?

Spørgsmålet afhænger af om opladningen foregår hjemme i garagen eller på en offentlig ladestation.

Oplader man hjemme fra sin private ladeboks afhænger prisen af ens aftale med el-leverandøren. Under alle omstændigheder kan det anbefales at oplade om natten hvor prisen pr. kWh er lavest. 

Mange vælger også at tegne abonnement hos fx. Clever eller E.On, som giver adgang til deres stadig voksende netværk af ladestationer fordelt over hele landet. Typisk koster en fast-pris aftale mellem kr. 579-699 pr. måned for fri opladning.   

Hvor finder jeg ladestandere?

De fleste elbiler fortæller selv hvor den nærmeste ladestation er placeret og ellers fremgår de af elbilens navigationssystem. 

Udbygningen af ladestationer er i en rivende udvikling og ladeoperatøren Clever meldte fx. ud i november 2020, at de inden udgangen af 2025 forventer at have etableret flere end 10.000 nye offentlige ladepunkter fordelt i hele Danmark.

Læs mere om her Clevers planer i deres pressemeddelelse her.  

Andet

Hvor mange år holder et batteri i en elbil?

Batterierne produceres med henblik på, at kunne holde hele bilens levetid. De fleste producenter som fx. BMW, Audi og Mercedes yder minimum 8 års garanti på deres batterier eller op til 160.000 km.

Skulle der mod forventning opstå et batteriproblem er de konstrueret således, at cellerne kan udskiftes enkeltvis. Man er derfor under alle omstændigheder ikke tvunget til at skifte hele det bekostelige batteri på en gang. 

Må elbiler parkere gratis?

Folketinget har givet kommunerne mulighed for, at lade borgere parkere gratis på udvalgte parkeringspladser. Man bør undersøge reglerne i den enkelte kommune eller orientere sig på parkeringsskilte. 

Hvor ofte skal en elbil til service på værkstedet?

En elbils serviceintervaller adskiller sig ikke væsentligt fra diesel- eller benzinbiler. Til gengæld er der færre sliddele i en elbil og derfor vil man oftest som ejer af en elbil opleve væsentlig lavere vedligeholdelsesudgifter.

Som eksempel skal der ikke skiftes motorolie på en elbil og bremserne slides mindre da elbiler generere strøm til batteriet når speederen slippes og farten automatisk aftages. 

Hvor meget mindre forurener en elbil kontra fx. diesel?

En elbil udleder ikke partikler eller lignende skadelige udstødning under kørslen. Til gengæld koster det på klimaregnskabet, at producere elbilen og ikke mindst batteriet samt produktionen af den efterfølgende strøm (med mindre denne kommer fra fx. vindmøller). 

Alligevel vurderer Klimarådet, at en elbil set over hele sin levetid kun er halvt så skadelig for miljøet som en diesel- eller benzinbil.

Læs hele rapporten fra 2018 her.

Må en elbil vaskes i vaskehal?

Ja, det er intet til hinder for at køre en elbil i vaskehallen. Både batteri og elektronik er forsvarligt pakket ind mod indtrængende fugt og der er derfor ingen grund til bekymring for kortslutning eller lignende ulykker. 

Hvordan får man længst mulig rækkevidde om vinteren?

Der er flere gode råd til hvordan man får længst mulig rækkevidde ud af sin elbil på vinterdage. Fx.

  • Parker i en aflukket garage. Når det er koldt går meget af elektriciteten til at opvarme batteriet. 
  • Lad elbilen op helt frem til at du skal køre. På den måde er batteriet opvarmet ved afgang og rækkevidden vil blive mindre påvirket af kulden. 
  • Tænd for varmen i elbilen mens den oplader, så batteriet ikke skal bruge kapacitet til at varme kabine op under kørslen. 
  • Oplad så vidt muligt hver gang du parkerer for at løbe et ærinde. Og husk at lade varmen forblive tændt - se punkt ovenfor.
Hvad er forskellen på AC- og DC-lader?

De to typer fortæller dig, om det er bilen eller ladestanderen, der konverterer til jævnstrøm. Når der lades på en AC-lader, vil det være langsommere ladning, da strømmen, der kommer ind i bilen, er vekselstrøm, som bilen konverterer til jævnstrøm for at komme ind i batteriet.

DC-ladere er derfor hurtigere, da ladestanderen konverterer til jævnstrøm og derfor kan skyde strøm direkte ind i bilens batteri. Derhjemme er ladeboksen en AC-lader, men det betyder mindre fordi man typist lader bilen natten over.

Hvad er elafgiftsrefusion?

Elafgiftsrefusionen er en tilbagebetaling af den afgift, du betaler over din elregning, for det forbrug du har på din ladeboks. Elafgiftsrefusionen udgør 90 øre pr. anvendt kWh.

Har du nedsat elafgift grundet solceller eller varmepumpe, kan du derfor ikke få refusion.

Hvad betyder State of Charge?

State of Charge henviser til, hvor meget strøm du har på batteriet. Alle elbiler har forskellige max. effekter, alt efter hvor de er på deres State of Charge.

Fra 20-80% batteri vil de fleste biler trække max. effekt og dermed lade hurtigere. Mellem 80-100% vil max. effekten falde og dermed falder ladehastigheden.

Hvordan kan jeg se, om mit ladestik er 1-faset eller 3-faset?

Et ladestik til elbil er 1-faset eller 3-faset. Populært sagt, så mangler der på et 1-faset stik de 2 nederste 'pinde', hvor et 3-faset stik har 'pinde' i alle indgange.

For at din bil oplader med fuld effekt, skal den lade på 3 faser. Nogle biler kan kun lade på 1 fase og dermed som udgangspunkt max. 3,7 kW. Hvis din bil har kapacitet til at lade med 11 kW, så lader den på 3 faser.

 

Test

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsmail med alle 
nyankomne biler hver fredag.

bb